Anne Kaltoft

Stillingsbetegnelse Adm. direktør i Hjerteforeningen
Citat

TrygFondens donationer skal opnå mest mulig sundhed og tryghed for pengene. Især for de mennesker, der har det største behov.

Hvad vil du arbejde for som repræsentant?

Jeg bestræber mig på at være ligefrem og ærlig i alle sammenhænge – over for høj som lav og med respekt for andre mennesker og deres vilkår og interesser. TrygFonden har mulighed for i afgørende grad at bidrage til tryghed i danskernes hverdag og i samfundet generelt. Jeg vil arbejde for, at TrygFondens donationer prioriteres på en sådan måde, at der opnås mest mulig sundhed og tryghed for pengene. Især for de mennesker, der har det største behov.

I TryghedsGruppens repræsentantskab vil jeg arbejde for åbenhed, gennemsigtighed og god ledelse. Med det øverste ansvar for TryghedsGruppen følger en forpligtelse til at søge langsigtede, bæredygtige løsninger, så Tryg kan fortsætte som et effektivt, kundevenligt og konkurrencedygtigt selskab, og hvor vi fortsat udbetaler bonus til medlemmerne.


Om mig

Jeg er oprindeligt fra Randers og er opvokset i et hjem præget af social bevidsthed. Jeg er generelt optaget af at bidrage til at gøre en forskel, hvilket har været vejledende for de fleste af mine valg i min professionelle karriere.

I min fritid går jeg gerne lange ture, som jeg holder meget af. Jeg holder måske lidt mindre af morgentræningen i fitnesscenteret, men den er nødvendig for at kunne holde mig i form til at leve det liv, der er godt for mig – med gode venner og sociale relationer … og mange timer på arbejde. 

Som læge fra Aarhus Universitet og speciallæge i hjertemedicin har jeg arbejdet med forskning og har en ph.d.-grad. Desuden har jeg været klinisk arbejdende læge gennem mange år. De seneste år har jeg beskæftiget mig med ledelse, dels som ledende overlæge på Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, Skejby og aktuelt som direktør i Hjerteforeningen. Jeg har en master-grad i ledelse fra SDU 2016 (MPM). Generelt har jeg opnået en dyb indsigt i sundhedsvæsnet, herunder samspillet ml. civilsamfund og sundhedsvæsen, hvor det meget værdifulde samarbejde med frivillige ikke kan fremhæves nok.